FØRSTE RIGTIGE DESIGN-RADIO
FRA
B&O FYLDER 50 ÅR I
ÅR
Af Steen Rønn, født i
1943
Min far, der døde som 93-årig for 5
år siden, var vild med B&O og brugte mange penge i 50’erne og de følgende
årtier på skifte apparater ud med det allernyeste.
Bosat i Aalborg var han fast gæst,
når radioforretningen L. K. Kristensen i Danmarksgade inviterede til årlig
demonstration af B&Os nyheder i Odd Fellow Palæet. De blev præsenteret af
fabrikkens daværende servicechef, Søren Holmgaard Christensen, som havde et godt
snakketøj og var god til at fortælle om alt det nye og epokegørende.
Under en demonstration må min far
have nævnt, at han var født i Lemvig og hvert år ferierede dér sammen med min
mor og mig, for Søren Christensen inviterede hele familien til at besøge
fabrikken, når vi næste gang kom til Lemvig. Og ved første besøg faldt der en ny
invitation osv., så jeg nåede at komme til Struer adskillige gange; det stoppede
først, da Søren Christensen skiftede arbejdssted: til Scan Dyna i
Humlum.
Den årlige rundvisning blev altid
forestået af en af Søren Christensens folk, Magnus Mortensen, farfar til Ronny
Kaas, som jo i dag efter en livslang an-sættelse på B&O bruger sin tid som
efterlønner til at forestå B&O/Struer Museums museumslager.
Jeg må jo have set en hel del radio-
og tv-modeller på produktionsstadiet under besøgene, men kun én har fæstet sig i
min hukommelse. Det var Mini Moderne, noget helt nyt, som skilte sig ud fra de
gængse radiomodeller, dem som kritikeren Poul Henningen var ude efter med riven
i 1954.
Fra affald til
samlingsperle
Jeg foreslog min far, at han
anskaffede denne sensation, der især udmærkede sig ved den hullede kobberplade
foran højttaleren, men jeg tror, han mente, at hans radioer skulle være store
imponerende møbler, for han købte den aldrig, og da jeg skulle lokkes til at
flytte ud af soveværelset og ned på et værelse i den uhyggelige kælder, blev det
med en brugt B&O Minette med tilhørende Philips grammofon. Den var fin nok,
men uhyggen gik aldrig af kælderen, hvor jeg boede, indtil jeg som 19-årig
flyttede hjemmefra!
Jeg tog Minette’n med, da jeg forlod
hjemmet, og glemte Mini Moderne’n, indtil jeg i 1993 genså den i København. Min
kone og jeg var inviteret til 50 års fødselsdag hos en gammel skolekammerat i
København. Hun havde radioen stående i sit køkken og fortalte, at hun havde
reddet den fra storskraldindsamling i gaden.
Pludselig huskede jeg min ungdoms
kærlighed og spurgte, om jeg måtte arve den, når hun blev træt af den, eller den
holdt op med at fungere. Jeg fik et ja, og så gik der 10 år. Skolekammeraten
flyttede efter en førtidspension som lærer fra Nørrebro til Hanherred mellem
Vendsyssel og Thy og ringede kort efter og sagde, at hun ikke havde plads til
radioen. Om jeg ville have den? Jeg futtede straks fra Hjørring for at
forhindre, at hun skulle fortryde.
Radioen blev poleret op og fik
justeret det elektroniske, og den gav mig lyst til at eje flere
B&O-apparater. Nummer 2 blev Minetten, og derefter var det decideret
samleri. Min samling forbliver på ca. 50 apparater på grund af pladsen; kommer
der et nyt apparat til, må et andet anbringes på lageret. Men perlen i samlingen
er stadig Mini Moderne. Den er også hovedattraktionen i samlingen på vores
svenske torp – samlingen her er på i alt 5 apparater!
Radioen har netop været udstillet
hos B&O-forhandler Kurt Aagaard i Hjørring som led i en
markedsføringskampagne med den oplukker, som maskinarbejder Holger Krogh
designede for B&O i 1937, og med et superflot modeltog, som Holger Krogh
byggede om aftenen på B&Os værkstedslaboratorium til sine tvillingesønner,
af hvilke den ene bor i Hjørring.
Jeg skrev en kort beskrivelse af
radioens tilblivelse til at sætte på radioen: ”... på markedet i 1958.” Jamen,
den har jo 50 års fødselsdag i år, ja, B&Os satsning på design har jubilæum
i år. Ret fantastisk egentlig, at fabrikken i 50 år har satset på dygtige
designere – og har overlevet bl. a. på det!
Sparket fra Poul
Henningsen
Da Poul Henningsen skrev sin
anmeldelse af Snedkerlaugets møbel- og radio-udstilling i 1954, var den
illustreret med 3 radioer. 2 af dem var B&Os: Grand Prix 509 og Standard
509. Virksomhedens chefingeniør, W. L. Vindeløv, som havde været med til at
formgive apparaterne og tilmed var stolt af dem, blev umiddelbart fornærmet over
den skånselsløse kritik. Heldigvis vendte hans harme sig til en erkendelse af,
at Poul Henningsen nok i virkeligheden havde ret.
Episoden gav anledning til, at
B&O udskrev en konkurrence om et nyt ydre til den allerede eksisterende
Mini, en traditionelt udseende radio med guldbrokadestof på hele
fronten.
Konkurrencen blev vundet af den
københavnske arkitekt Helge Frank Morthensen, som var meget interesseret i
design. Privat havde han hjemmet fuldt af danske formgivne møbler, og på sin
tegnestue, som han netop havde etableret som selvstændig i 1956 med 6 ansatte,
designede han kontormøbler for firmaet Bondo Gravesen, ligesom han havde
specialiseret sig i indretninger af banker.
Helge Frank Morthensen døde i 1982,
men sønnen, Jesper Morthensen, København, kan svagt huske, at faderen sad hjemme
i privaten og puslede med en model af en radio med en kobberplade på
fronten.
Da radioen blev sat i produktion,
blev familiens radio med lokumsdørtremmeværk skiftet ud med den nye radio, og
hans onkel og moster fik også en.
Ved faderens død arvede Jesper
Morthensen Mini Modernen, men den kunne slet ikke hamle op med den BeoMaster
1200, som hans kone, Ester, bragte med ind i ægteskabet, og den blev foræret
bort.
Der blev ikke flere radioer eller
fjernsyn at designe for Helge Frank Morthensen, for kort efter henvendte
arkitekt Ib Fabiansen, København, sig med ideen om Byggemøbler til B&O. De
blev sat i produktion og kom på markedet næsten samtidig med Helge Frank
Morthensens radio, og Fabiansen blev husdesigner i Struer. Forholdet varede en
halv snes år, og så kom Jacob Jensen ind i billedet.
Mini Moderne, B&Os første radio,
der brød med radioers hidtidige design, kom på markedet i 1958 og har således 50
års fødselsdag i år. Er den ikke flot?
Indholdsfortegnelsen
for oktobernummeret af Resonans ser i øvrigt således ud:
Den 84-årige københavner Frede Saltoft fortæller om et langt
liv i bl. a. Eltras tjeneste
Hvad var det for Gori-opfindelser, designerne Henning
Moldenhawer og David
Lewis sammen fik 2 ID-priser for?
Konkurrencen i sidste nummer af Resonans drejede sig om
hunden Nipper – her fortælles dens historie
Den Gamle By i Århus vil etablere en radio/tv-butik fra 1974 –
og søger RFV-medlemmernes hjælp
Redaktøren har set en usædvanlig lakplade i Sverige og beder om
læsernes hjælp
En snes RFV-medlemmer har besøgt det nye B&O-museum i
Struer samt næstformandens samlin
RFVs formand skal bruge sit hidtidige museumslokale i Struer
til ny butik –
hvor skal foreningen så holde sit
forårsmarked?
I
august-nummeret af Resonans bringes følgende artikel:
SOM
FAMILIEN HUSKER HENNING MOLDENHAWER
Af Steen Rønn
Arkitekt og designer Henning
Moldenhawer arbejdede for B&O i 17 år, fra 1962 til 1979, men hvem var han
egentlig? Det er ikke så meget, radiosamlere véd om ham; Jens Bangs store bøger
om B&O fortæller intet om mennesket, lidt om hans produkter. Resonans har
derfor sat sig for at finde ud af noget mere om ham og har ladet sig invitere
til te hos Henning Moldenhawers enke, Inger Moldenhawer, som bor i et klyngehus
i en bebyggelse i Usserød ved Hørsholm; den bærer navnet Ved Stampedammen – 58
huse på 117-124 kvm.
Bebyggelsen er tegnet af Tegnestuen
Hammer & Moldenhawer og Tegnestuen Carl R. Frederiksen m. fl. i 1962.
Henning Moldenhawer var primært arkitekt på sagen. Et af husene flyttede han og
hans familie ind i kort efter færdiggørelsen. I dag bebor Inger Moldenhawer et
andet, mindre hus i klyngen, og datteren Ulla bor i et tredje.
Med ved tebordet er Ulla og sønnen
Pelle, og sammen med Inger Molden-hawer prøver de at tegne et portræt af Henning
Moldenhawer.
Portrættet af familien
Moldenhawer
Men først skal vi lige have
familieportrættet fra i dag på plads: Henning Moldenhawer var gift 2 gange.
Hans første kone hedder Else og er i
dag 93 og åndsfrisk. I dette ægteskab var der 3 børn: Ulla Moldenhawer, 71 år og
fhv. socialrådgiver, Helle Moldenhawer, 65 år, korrespondent i engelsk og
fransk, bosat i Paris fra 1968, og Susanne Moldenhawer, 64 år, grafiker, bosat i
København.
Henning Moldenhawer blev skilt fra
sin første kone i 1945 og mødte kort efter Inger. De blev gift i 1948. Hun har
en lang karriere som småbørnspædagog bag sig og trak sig først tilbage fra
arbejdslivet, da hun var 71. Hun er i dag 85 år og lige så åndsfrisk som
Moldenhawers første kone.
Inger og Henning fik 4 børn: Pelle
Moldenhawer, 54 år, tømrer, bosat i Hørsholm, Camilla Moldenhawer,
socialpædagog, død som 37-årig, samt tvillingerne på 49 år Bolette Moldenhawer
og Pernille Moldenhawer, den første kultursociolog på Københavns Universitet,
den anden børnehavepædagog, begge bosat i København.
Der er desuden et pænt antal
børnebørn og oldebørn, når man tager det hele med.
Henning Moldenhawers
opvækst
Henning Moldenhawer fødes den 11.
juni 1914 på Kraglund, som er overførsterbolig ved Frijsenborg Slot uden for
Hammel. Faderen, Ernst Moldenhawer, er overførster (titel på en chef for en
eller flere skovridere) i de skove, der hører til slottet, og her, blandt masser
af træer og anden natur, vokser Henning op, og nysgerrig som han er, foretager
han en masse eksperimenter, bl. a. huskes han for flotte selvbyggede
skubbebiler.
Sammen med sine 2 søstre, Gerda og
Gudrun, undervises han hjemme af sin mor, Ellen, der er lærerinde, indtil den
ene af pigerne skal i mellemskolen på Hammel Realskole. Henning er da 11 år.
Moderen har 3 gode veninder, 3 søstre Hasselriis, alle i ret høje stillinger
inden for landets skolevæsen, og de anbefaler forældrene, at Henning kommer på
kostskole.
I 1925 optages han på Herlufsholm
Kostskole. Her kommer han til at hade at gå, antiautoritær som han altid har
været, og han kæmper sig gennem skolegangen – og kæmper imod skolen. Midt i 2. g
bliver længslen efter skovene og det frie liv derhjemme for stor, og han
stopper. Tilbage på Kraglund begynder han på Hammel Realskole for at tage en
realeksamen.
Mens Henning går i realklassen,
betror han faderen, at han vil være arkitekt, men det tager faderen ikke helt
alvorligt og svarer, at så kan han jo tegne et lokum til Kraglund! Det var
dengang, da der ikke ret mange steder var installeret træk og slip.
Optagelse på arkitektskolen,
men...
Efter eksamen tager han til
København, og med fra sit barndomsland tager han lysten til at tegne og
konstruere – og en lidenskab for biler, som han i øvrigt delte med sin yngste
søster. Interessen var måske ikke tilfældig, for overførsteren var en af de
første i Danmark, der fik bil, og desuden kom der masser af bilende gæster til
Kraglund. I sit voksne liv bevarede han interessen for
motorkøretøjer.
I hovedstaden kommer han i murerlære
og går også på teknisk skole, men springer fra inden svendeprøven og får
ansættelse som arbejdsdreng på skibs-værftet Burmeister & Wain.
I 1935, som 21-årig, træffer Henning
Moldenhawer sin første kone, Else, og året efter, i 1936, bliver han optaget på
arkitektskolen, men må melde fra, da Else opdager, at hun venter Ulla, som fødes
i sommeren 1937. Så må de hellere se at blive gift, hvilket sker i december, og
Henning må hellere se at få noget arbejde.
En af Henning Moldenhawers
ungdomsvenner hedder Kyhn, og hans far har en tegnestue, hvor han får ansættelse
(ifølge Jacob Jensens erindringer, ”Anderledes, men ikke mærkeligt”, er det
arkitekt Kyhn, der opdager Jacob Jensens talent, da han som ganske ung tegner
stole til sin fars møbelpolstrerbutik).
Optagelse i Akademisk
Arkitektforening
På sin arbejdsplads har Moldenhawers
kone en kollega, hvis mand også er ”arkitekt”, og som har arbejde på professor
Palle Suensons tegnestue, og inden ret længe får Moldenhawer job på den. Mens
han er ansat her og senere, sender han nogle opgaver ind til bedømmelse og
bliver på grundlag af disse optaget i Akademisk Arkitektforening i 1949. Han
fortsætter på Suensons tegnestue indtil 1948.
3 år tidligere bliver han og Else
skilt, og kort tid efter møder han sin kommende kone, Inger. De gifter sig i
december 1948, og han siger sin stilling hos Suenson op. Han og en kollega,
Mogens Hammer, har besluttet, at de vil have deres eget. De etablerer tegnestue
i Moldenhawers hjem i Emdrup Banke, men lejer senere lokaler på 6. sal i en
baggård på Frederiksholms Kanal.
Hammer & Moldenhawer beskæftiger
sig i 50’erne med at tegne enfamilieshuse og fabrikker og med om- og
tilbygninger af eksisterende huse, idet danskerne begyndte at få lidt flere
penge mellem hænderne.
Opgaver for 2 radio- og
tv-fabrikker
Der tegnes også terminalbygninger,
ramper og gangbroer til Grenå-Hundested Linien og til Molslinien, og på et
tidspunkt kommer Mogens Hammer ind på at lave skibsindretninger, bl. a. til
færgerne på Odden-Ebeltoft, men også apteringer til lystyachter og
krydstogtskibe.
Tegnestuen er en blandet
landhandel, og både Moldenhawer og Hammer er meget om sig for at skaffe arbejde,
også til de 3-4 ansatte på tegnestuen. Der designes f. eks. tapeter, og på en
eller anden måde – ingen af familiemedlemmerne husker hvordan – får han opgaver
hos Linnet & Laursen, LL, og derefter hos Neutrofon, hvor han huskes for
fjernsynet Guldsegl. Også konkurrencer, både bygnings- og design-, er tegnestuen
en ivrig deltager i.
Jens Bang fra B&O ser
Guldsegl-tv’et og finder manden bag udformningen talentfuld, hvorfor
virksomheden beder ham designe for sig fra 1962. Den første opgave, han løser,
er Beomaster 900, den første transistoriserede lysnetradio, som bliver en
kæmpesucces herhjemme og i udlandet.
I 1965 overtager Jacob Jensen
designarbejdet med B&Os lydprodukter, men Moldenhawer bliver bedt om at
tegne fjernsyn for fabrikken. Blandt dem er Beovision 400 fra 1965, Beovision
700 fra 1966 og Beovision 3000 SJ fra 1967.
På et tidspunkt i 50’erne, i ca.
halvandet år, er det småt med opgaver, og Moldenhawer tager job hos Søværnets
Bygningstjeneste på Holmen for at tjene til livets ophold. Her tegner han bl.a.
træhuse til Grønland.
I starten af 60’erne planlægges der
på et areal i Usserød udstykket 35 parceller – i øvrigt på jorden til et
tidligere gartneri, hvor arkitekt Poul Henningsen fløj med sine drager; han
boede på Svenstrupvej, som nabo til gartneriet.
Inspiration til andre
arkitekter
Udstykningen ændres til et byggeri
med 58 sammenbyggede gårdhavehuse, tegnet af tegnestuen Moldenhawer og Hammer i
samarbejde med tegnestuen Carl R. Frederiksen m.fl. Husene er grupperet i
klynger omkring mindre pladser og med store fællesarealer. ”Ved Stampedammen” er
en af de første tæt-lav-bebyggelser i Danmark og har været inspiration for mange
senere, tilsvarende byggerier.
Designeren, arkitekt Knud Holscher
har senere udtalt, at Ved Stampedammen var et sjældent bekræftende sted at bo,
”også fordi Moldenhawer så det som sin opgave at færdiggøre bebyggelsen som
socialt fænomen – her blev sociologernes teorier bekræftet også uden for
normerne”.
I 1966 bliver den 29-årige arkitekt
David Lewis, som er flyttet til Danmark fra England i 1960, fyret fra Jacob
Jensens tegnestue; det sker, da Jacob Jensen flytter fra Jyllinge på Sjælland
til Hejlskov ved Lovns Bredning i Limfjorden.
Lewis kontakter Moldenhawer, som
ansætter ham på sin tegnestue. Efter at Lewis kommer til, designer de i
samarbejde Beovision 600 i 1970 og Beovision 3500 i 1974.
David Lewis flytter også ind i
bebyggelsen Ved Stampedammen, og uden for tegnestuens åbningstid arbejder de
meget i hinandens hjem. Sønnen Pelle Moldenhawer husker, hvordan de
eksperimenterer med fjernbetjeninger, og han erindrer ligeledes, hvordan de
derhjemme får farve-tv før alle kammeraternes forældre.
Designpriser får Moldenhawer både
selv og sammen med David Lewis, flere styk af den tyske IF-pris, men ingen
eksemplarer af den danske designpris, ID, for radioer og fjernsyn. Denne pris
får han derimod 2 gange sammen med Lewis for en maskine til påføring af
træimprægneringsvæske og en propel, begge tegnet for
imprægneringsvæske-fabrikken Gori.
Savnet af et elskeligt
menneske
I 1980 går Lewis sine egne veje og
etablerer egen tegnestue, hvortil han med-bringer B&O som kunde. Derefter
optager Moldenhawer og Hammer en ansat, Claus Horn, som kompagnon, og
tegnestuen kommer til at hedde Hammer, Moldenhawer og Horn. Mogens Hammer døde i
2002, mens Claus Horn i dag bor på Ærø.
I 1983 bliver Moldenhawer syg af
kræft og dør efter kort tids sygdom, 69 år gammel. Han er da midt i nogle større
restaureringsarbejder, bl.a. en totalrenovering af Dehns Palæ i Frederiksgade,
som han ikke når at se færdiggjort.
Alle 3 familiemedlemmer husker
Henning Moldenhawers begravelse meget tydeligt. Der var meget stor deltagelse,
også af arkitektkolleger, fordi han var et så elskeligt menneske. Og de
erindrer, at der vist ikke var én deltager i begravelsen, der ikke græd. Savnet
hos de efterladte og venner og kolleger var og er meget stort.
Artiklen
er illustreret med en række fotos, som aldrig før har været
offentliggjort.
Udover
artiklen om Henning Moldenhawer kan medlemmerne af Radio-historisk Forening Vest
læse om følgende i Resonans’ august-nummer:
”Krøniken”s
ene manuskript-forfatter, Stig Thorsboe, har fået opfyldt et ønske
af
Ringsted Radiomuseum
Jacob
Jensen har 50 års jubilæum som designer i år og har åbnet museum
i
Hejlskov ved Skive
RFV-medlem
har den gamle Quistrup-højttaler, som Struer Museum mangler
i sin
B&O-afdeling
Tysk samler
med familierødder i Holstebro samler på lakplader med tyske
indspilninger
af speciel musik
2 læsere vidste, at sidste nummers ”Hvad er det?”-opgave
drejede sig om en
dansk Lyt-O-Fon radio
|